ROD-dagen

Alt den musik vi øver op i løbet af ugen, vil vi rigtig gerne fremføre for alle der har lyst til at komme og høre det.

Det sker på ROD-dagen, torsdag den 24. marts, hvor vi inviterer alle der har lyst, til at komme og være en del af ROD for nogle timer.

Der vil være koncerter med mindre konstellationer (grupper), samt en aflsutnings-koncert med alle 170 deltagere på en gang.

Derudover holder vi nogle åbne workshops, hvor du kan komme og danse eller få et spændene foredrag eller måske jamme en melodi eller to med stævnets deltagere.

Alle er meget velkomne, og inviter endelig din nabo, din klasselærer, din hund, eller hvem du nu synes.

En billet inkl aftensmad, ROD-stemning og billig bar koster 50 kr.

Programmet

15.30 Gruppekoncerter
17:15 Workshops og jam
18:15 Aftensmad
19:30 Gruppekoncerter
21:00 Storspilskoncert (alle 170 deltagere på een gang!)
22:00 Tak for i aften

Adressen er Grundtvigsvej 12, 4500 Nykøbing Sjælland (see på Google Maps).

Hvad er ROD?

ROD er et tilbagevendende årligt folkemusikstævne for alle unge mellem 15 og 25 år. Næste stævne vil finde sted lørdag d. 19. marts – 25. marts 2016, i påsken.

På ROD vil du finde lige mængder af nybegyndere, helt uden kendskab til folkemusik, let øvede musikere og garvede musikere. Dét der forener os er kærligheden til folkemusikken og lysten til at spille og udleve den sammen i fællesskab.

Som deltager bliver du placeret i en mindre gruppe med 10-15 andre deltagere. Sammen skal I, som band, arrangere og øve et par numre, på baggrund af de ideer, melodier og sange I hver især har medbragt hjemmefra. Dette kalder vi “Gruppespil.” En anden stor del af programmet på ROD er “Storspil.” Her er alle deltagere på stævnet samlet for at spille sammen som ét kæmpe orkester, under ledelse af de instruktører, som Arbejdsgruppen bag årets ROD har hyret.

Resultaterne af ugens arbejde vil blive opført ved en offentlig begivenhed i løbet af torsdagen – den 24. marts, kaldet “ROD-dagen”. Her inviterer vi offentligheden indenfor, og både venner, familie og folk med almen interesse for den unge sprudlende folkemusik kan komme forbi til en dag fuld af workshops og koncerter. Hold dig opdateret om ROD-dagens program her på hjemmesiden.

I løbet af ugen vil der desuden være forskellige workshops, hvor du kan lære en masse om forskellige grene af folkemusikken og forskellige danse. Emnerne på disse workshops varierer fra år til år, men det kunne f.eks være: Sønderhoning (traditionel folkedans fra Fanø), balladesang eller folkemusik fra balkan.

Efter dagens program er der dømt fri leg med mulighed for at hygge sig med de øvrige deltagere, danse, være med i jams og feste til langt ud på natten.

Så er du mellem 15 og 25 år, og har lysten til at spille folkemusik, så tøv ej: grib instrumentet eller stemmen og bliv en del af vores fantastiske, skøre og dejlige flok af rødder! Her er der plads til alle!