Frivillig på ROD

På ROD kan man enten være frivillig som nusser eller køkkenfrivillig. Hvis alt går efter planen, får køkkenfrivillige både muligheden for at få en barvagt og en fridag. Vi regner med at nussere, udover deres nusser-vagter, har lyst til at give en hånd i køkkenet en gang eller to.

Som frivillig får man ROD (kost og logi) helt gratis.

Nussere

En nusser, er en person hvis vigtigste rolle er, at hjælpe arbejdsgruppen med at få alt det praktiske på stævnet til at køre på skinner, samt at sørge for at rødderne (deltagere) – især førstegangs-rødder – har det godt. På grund af dette skal man have “ROD-anciennitet” for at kunne være nusser – som minimum have været på ROD en gang før og gerne være lidt oppe i ROD-alderen.

Frivillige

ROD er meget afhængig af, at der kommer frivillige, som hjælper med at få det hele til at hænge sammen. Som frivillig er man med til at skabe rammerne om Danmarks fedeste stævne. I praksis betyder det at være frivillig, at man hjælper til i køkkenet og arbejder sammen med de andre frivillige

Vi lægger vagtplanerne så man skal lave noget ca. 6 timer om dagen, og bestræber os på, at lægge vagtplanerne, så man får mulighed for, at deltage I så mange af stævnets forskellige arrangementer som muligt: workshops, fester, hygge og fede koncerter. De fleste af køkkenvagterne ligger under gruppespil og storspil, hvor man som frivillig alligevel ikke har mulighed for at deltage, da disse kun er for deltagere.

Der ligger dog også enkelte vagter tidligt om morgenen eller under workshopsene. Man har derfor nok ikke mulighed for at være med til alle workshops eller deltage lige meget til alle aftenens fester. Men kom og vær frivillig, det er en fed oplevelse og vi har brug for dig!

Hvis du har spørgsmål til det at være frivillig, kontakt Andreas.