Instruktører, pris, tilmelding & fest!

2. december 2012 af Kamil Dzielinski

Så er der godt nyt! Vi har fundet frem til de første to instruktører på ROD2013. Vi er ekstremt glade for at offentliggøre at instruktør teamet blandt andet kommer til at bestå af:

Tove de Fries (Violin)Et billede af Tove de Fries

Tove er årets danske islæt. Hun er vokset op med den danske spillemandstradition og bor på Fanø, hvor hun er med til at sætte et energisk præg på øens folkemusikalske liv. Med Toves entusiasme er vi sikret godt humør og masser af dynamik! Toves hjemmeside.

Bilal Irshed (Oud)Et billede af Bilal Irshed

Bilal kommer til at tilføje ROD2013 et mellemøstligt strøg. Han er født og opvokset i Palæstina, men har boet i Danmark i flere år. Han er vant til at eksperimentere med arrangementer inden for mellemøstlig tradition og kombinere det med elementer fra verdensmusikken. Bilals hjemmeside.

Vi glæder os til at opleve de to musikalske traditioner smelte sammen i årets storspil!

Pris

Deltagergebyret for ROD2013 kommer til at være 1.150,00 kr. Prisen afspejler, som altid, de omkostninger der er forbundet med stævnet. Dette er en prisstigning i forhold til de tidligere år, men vi lover jer, at pengene vil blive godt udnyttet. ROD2013 bliver uden tvivl et brag af en fest!

Tilmelding

Som tidligere nævnt, åbner tilmeldingen for de første 40 pladser til nytår – den 1. januar 2013 kl 00:01. Vi forventer at der vil blive rift om pladserne – sidste år blev den første runde udsolgt på 4 timer. Tilmeldingen kommer til at finde sted her på siden.

Fest

For jer der ikke helt kan vente til marts, vil vi gerne invitere jer allesammen til FOLKAMOK! den 12. januar på Studenterhuset i København. Spred ordet!

Med polka-julehilsen,
- Arbejdsgruppen 2013!

Du bruger en forældet eller handicappet internet-browser. For at opleve et bedre internet, opdatér den.Denne hjemmeside vil sandsynligvis ikke blive vist korrekt.