Hvad er ROD

ROD er et årligt folkemusikstævne for unge mellem 15 og 25 år.

På stævnet medvirker deltagerne – nybegyndere, let øvede såvel som garvede – i Gruppespil og Storspil, hvor man arbejder sammen om musikken.

Alle er velkomne, og det der forener os er en interesse for folkemusikken – eller bare modet på at prøve det af!

Gruppespil

Som deltager bliver du placeret i en gruppe med 10-15 andre deltagere (også kaldet “rødder”). Sammen skal I som band arrangere og spille et par numre på baggrund af idéer, melodier og sange som I har medbragt hjemmefra.

Storspil

Til storspil samles alle stævnets deltagere i ét stort orkester under ledelse af årets fire instruktører.

Workshops

I løbet af ROD vil der blive afholdt forskellige workshops hvor du kan lære en masse forskellige ting om folkemusik, folkedans og alt muligt andet. Nogle workshops vil blive holdt af årets instruktører, nogle af udefrakommende og nogle af stævnets egne deltagere. Hvis du har en god idé, er du meget velkommen til at afholde en workshop i løbet af ugen.

Jam og dans

Når dagens program er slut, er der dømt fri leg, fest, jam og dans!

Under “Jam” her på siden kan du få et overblik over nogle af de mest jammede melodier på ROD.

Folkemusik hænger uundgåeligt sammen med folkedans, som også i høj grad bliver dyrket på ROD. Blandt andet er der en aften dedikeret til bal hvor et professionelt orkester spiller til de traditionelle danse. Hvis du ikke kan danse, så frygt ej, der er rigelig mulighed for at lære dansene igennem workshops og de andre deltagere. Selvfølgelig kan man også vælge bare at kigge på, hygge sig og jamme, men vi anbefaler varmt at prøve kræfter med folkedans!

Koncerter

I løbet ROD er der som regel én til tre koncerter med professionelle bands, som kommer og spiller op til fest, lytten eller bal.

I slutningen af stævnet afholdes en offentlig koncert med den musik deltagerne har indøvet. Her er både venner, familie og folk med almen interesse for den unge sprudlende folkemusik inviteret. Hold dig opdateret om koncerten her på hjemmesiden og på vores facebook side og facebook gruppe.